Flere transkønnede oplever udfordringer med at føle sig velkommen i breddeidrætten. Olivia Collenette spiller på kvindeholdet i Helsingør IF Fodbold. Men når der fløjtes til kamp, siger nogle modstandere nej – fordi hun ikke blev født som pige.

Af Emma Larsen

Olivia Collenette er på vej til endnu en træning i den sport, hun har elsket, siden hun begyndte som seksårig – nemlig fodbold. 

Men hver gang hun nærmer sig en kamp, er det med en klump i maven. For som transkønnet kvinde i fodbolden har hun igen og igen oplevet, at modstanderne nægter at stille op imod hende. 

Og det er bare en af de udfordringer, hun har mødt som transkønnet kvinde i breddefodbold. 

Selvom fodbold er en holdsport, føles det alt for ofte som en kamp, hun står alene i. 

Et ubehageligt omklædningsrum

Inde i det gule klubhus stopper hun ved det første omklædningsrum til venstre. Kvindernes omklædningsrum. 

“Hej O!” råber en af holdkammeraterne, da hun træder ind. O står for Olivia.

Dagens blå fodboldoutfit har hun allerede trukket i hjemmefra. 

“Det er meget rart, at vi har en aftale om, at man godt må møde op omklædt.”

Men spoler vi tiden et par år tilbage, så en træning i Helsingør IF Fodbold anderledes ud. Dengang ville hun være gået et par meter længere ned ad gangen i klubhuset og åbnet døren ind til herreomklædningsrummet. Og kælenavnet O? Det stod for Oliver – Olivia Collenettes tidligere navn. 

Selvom de to omklædningsrum kun er adskilt af en gul murstens væg og ellers ligner hinanden, så er der en verden til forskel, når hun træder ind. 

“På herreholdet klædte vi om sammen, og det var ikke superrart for mig, når jeg havde en krop, jeg ikke følte, jeg hørte til i.”

For som den eneste i herreomklædningsrummet havde Oliver Collenette kvindeligt undertøj på, og det kom til syne, når han klædte om foran holdkammeraterne. Han oplevede stirrende blikke. Det tog til, efter han fortalte holdkammeraterne, at han var transkønnet. Det skabte en trykket stemning i omklædningsrummet. 

Den oplevelse var Oliver Collenette ikke alene om. 

Ifølge en rapport fra Kulturministeriet fra 2020 så står Danmark overfor flere udfordringer i forhold til transkønnedes inklusion i breddeidrætten. 138 personer, der identificerer sig som transkønnet, har deltaget i undersøgelsen og er lagt sammen med 23 nonbinære personer, fordi deres oplevelser kan sammenlignes. 

I rapporten svarer 64 procent af transpersoner og nonbinære, at de har oplevet, at andre stirrer på dem og har en følelse af, at andre ikke vil klæde om sammen med dem på grund af deres køn. 

Ikke inkluderet

Men det var ikke kun i omklædningen før og efter træning, at Oliver Collenette ikke følte sig inkluderet. 

“De vidste ikke helt, hvordan de skulle reagere i forhold til mig, fordi jeg er transkønnet stak jeg meget ud, Jeg følte mig som en kvinde på et herrehold,” siger han. 

Han føler sig isoleret og oplevede, at de andre på holdet har svært ved at tale med ham.

Reinhard Stelter er professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, ifølge ham så kan man som transkønnet i breddeidrætten blive mere usikker og skrøbelig, hvis ens identitet ikke bliver anerkendt af holdkammeraterne:

“Det kan føre til, at man oplever identitetskrise eller ensomhed,” siger han.

Hos LGBT+ Danmark kan de nikke genkendende til, at transkønnet ikke føler sig inkluderet i sportsforeningerne. 

“Oplevelser med diskriminations, homo- og transfobisk omgangstone og begrænsende omklædningsfaciliteter betyder, at mange LGBT+-personer mistrives i sportsfællesskabet, melder sig ud eller helt undlader at opsøge det,” skriver de på deres hjemmeside. 

Oliver Collenette føler sig alene på holdet. Til sidst stiller han fodboldstøvlerne på hylden og indstiller fodboldkarrieren. For en stund. 

Det er ikke usædvanligt at ekskluderende oplevelser i breddeidrætten resulterer i, at LGBTQ+ personer stopper til sport. Omkring halvdelen af interkønnede og trans- og/eller non-binære respondenter er stoppet til sport på baggrund af negative oplevelser vedrørende variationer i kønskarakteristika eller kønsidentitet. Det viser en undersøgelse foretaget blandt 161 respondenter.

Oliver genoptager fodboldkarrieren som Olivia

Efter Oliver stopper med at gå til fodbold, skifter han køn og navn.

Som 20-årig beslutter Olivia Collenette sig for at vende tilbage til den sport, hun altid har elsket.

Men denne gang med et ønske om at spille på et hold, hvor hun føler, hun hører til. På kvindeholdet. 

“Jeg kontaktede Jens, der er formand for ungdomsudvalget og spurgte, om mulighederne for at spille med kvinderne,” siger Olivia Collenette

Olivias ønske sætter et større arbejde i gang for Helsingør IF Fodbolds ungdomsformand Jens Erik Nybo Larsen.

Han indkalder hele kvindeseniortruppen til et møde om situationen, hvor han fortæller om Olivia Collenettes ønske om at spille med kvinderne. Selv har han ingen indvirkninger imod hendes ønske.

“Det første, jeg tænkte, er, at vi som klub bakker op om det. Fordi vi har en profil, der handler om, at alle skal have ret til at spille fodbold. Så der var ikke så meget betænkningstid. Men vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi gør,” siger Jens Erik Nybo Larsen.

Men til mødet meddeler kvinderne, at de ønsker at tale sammen frit, uden at ungdomsformanden er til stede. 

I mellemtiden ventede Olivia Collenette spændt på deres beslutning. 

“Når jeg husker tilbage på det, var jeg meget nervøs,” siger hun. 

DBU må tage stilling

På samme tid har Jens Erik Nybo Larsen også kontaktet Dansk Boldspil-Union, for at høre hvordan Helsingør IF Fodbold skal forholde sig, når det kommer til kampe og holdkort. 

Det ender med, at Olivia Collenettes ønske om at spille på kvindeholdet bliver hele startskuddet til, at DBU nedsætter en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på emnet. 

En arbejdsgruppe der i efteråret 2023 anbefaler, at personer selv skal kunne vælge, i hvilken kønskategori de vil deltage i breddefodbold. 

Med baggrund i anbefalingerne har DBU lagt op til, at transkvinder skal kunne optræde på et kvindehold. Men det er kun en anbefaling og ikke et krav. 

“Vi vil ikke spille mod en mand”

Mens et stort arbejde går i gang hos DBU, så vender kvindeseniorholdet tilbage efter lidt betænkningstid med et klart svar. 

Selvfølgelig er hun velkommen til at spille på kvindeholdet.

Et vigtigt skridt for Olivia Collenettes fodboldkarriere. 

“Jeg var stoppet til fodbold, hvis ikke jeg havde fået lov til at spille med dem.”

Kvinderne har ét krav. Omklædningen skal være adskilt. Derfor klæder Olivia Collenette i dag om hjemmefra inden træning. Men det er intet problem for hende, og hun er glad for den ordning.

Allerede til første træning bliver Olivia Collenette budt varmt velkommen af de nye holdkammerater, og hun føler sig som en del af holdet. I hvert fald til træning.

For når kampene venter, og der er tre point på spil, så er det en helt anden sag. Der er nemlig ikke regler for, om transkønnede må spille kampe i breddefodbold på Sjælland. 

Derfor ringer træneren inden kamp og spørger modstanderholdet, om Olivia Collenette må stille op mod dem. Men det bliver et nej. 

“De troede, det var en stor og muskuløs mand, der kom med,” siger Olivia Collenette. 

Det er ikke den eneste gang, de får nej. Olivia Collenette og holdkammeraterne i Helsingør IF Fodbold bliver flere gange mødt med et nej. 

“Det gjorde mig ked af, for det betød vi ikke skulle spille kampe. Det var noget, vi alle var kede af.”

For holdkammeraterne bakker op om Olivia Collenette. Så når de bliver mødt af et nej, nægter alle holdkammerater også at stille op til kampen. Det betyder, at holdet bliver taberdømt. 

“Det betyder enormt meget, at de bakker op,” siger hun.

Det betyder til gengæld ikke særlig meget for stillingen i serie 2. For i forvejen taber holdet alle deres kampe og ligger klart sidst i tabellen. 

En ny strategi giver spilletid

Helsingør IF Fodbold ændrer taktik for at få Olivia Collenette med til kamp. I stedet for at ringe og spørge om tilladelse til at stille op, så møder hun fra nu af op til hver kamp. Og så bliver modstanderholdet først hørt, når de kan se hende. I håbet om at modstanderne kan se, at hun ikke er en mand. Men en transkønnet kvinde. 

Den taktik virker. 

Og Olivia Collenette er indtil videre ikke blevet afvist til kamp en eneste gang. 

Og så skulle man jo tro, at det problem er løst. Men kun for en stund. 

Nej til transkønnede kvinder i jysk fodbold

DBU har nemlig lagt det ud til de seks lokalunioner at stemme om en person, der biologisk er født som dreng, men som ikke identificerer sig som dreng eller mand, skal kunne spille med i breddefodboldens pige- eller kvinderækker?

I løbet af efteråret 2024 skulle de fire regioner i Jylland tage stilling. To regioner stemmer ja og to stemmer nej. Forslaget går derfor videre til et delegeret møde i DBU Jylland. 

I januar 2025 stemmer DBU Jylland som de første, om hvorvidt transkønnede kvinder selv må vælge, om de vil spille på herreholdet eller kvindeholdet. 

Inde i hallen i Herning bliver der stemt et klar nej. Ud af omkring 250 delegerede stemmer kun 34 af dem for. Mens 74 stemte i mod. Forslaget skulle bruge to tredjedele af stemmerne for at blive vedtaget.

En af de delegerede, der stemte nej til forslaget, var Lars W. Knudsen fra Randers Sportsklub Freja.

“Jeg er glad for, vi nu slår fast, at vi ikke skal have nye regler på området. De ganske få tilfælde, der er, kan vi fint håndtere ude i klubberne,” sagde han dengang til pressen efter afstemningen.

DIF’s strategikonsulent, Pernille Løvengreen, står bag anbefalingerne til ‘Inklusion af forskellige kønsidentiter i idræt’. Hun havde håbet, at DBU Jylland ville stemme ja. Alligevel mener hun, at det er et godt tegn for de transkønnede med fodbolddrømme, at to regioner i Jylland med en vis vægt stemte ja.

Men der er et godt stykke vej endnu.

“Det kræver simpelthen en større rummelighed for mange mennesker. De frygter, at de får noget taget fra dem ved at give transkønnede mulighed for at spille fodbold,” siger Pernille Løvengreen.

Og arbejdet er ikke slut endnu.

“De fortsætter videre med hele det arbejde med transkønnede, og jeg håber, at man over tid kommer igennem med det,” siger Pernille Løvengreen.

Ikke den eneste i HIF

I Helsingør IF Fodbold er de lykkedes med at inkludere Olivia Collenette, der de sidste fem år har spillet med kvindeseniortruppen. Og faktisk skal man som tilskuer til dagens træning kun dreje hovedet mod målet for at finde en anden transkønnet kvinde på holdet. 

Målvogteren Sofie Jacobsen er også transkønnet. Hun startede i netop Helsingør, fordi hun havde hørt, at der i forvejen spillede en transkønnet kvinde, og det gjorde springet nemmere.

“Det gjorde mig mindre nervøs at starte, fordi de godt vidste, hvem sådan en som jeg var,” siger Sofie Jacobsen.

Og den følelse er hun ikke alene om. Det er nemlig lettere at tale åbent om sin kønsidentitet eller seksualitet, hvis der er andre LGBTQ+ personer på holdet. Ifølge undersøgelsen ‘Udfordringer og barrierer blandt LGBTI+ personer i idrætsforeninger’.

“Om det er to eller fire, er ligegyldigt.”

Ifølge Dansk Idrætsforbunds medlemstal er der 901 personer med en anden kønsidentitet end mand eller kvinde i dansk breddeidræt i 2024.

Mens de i Dansk Boldspils Union i 2024 kun er bekendt med fire transkønnede kvinder i fodbolden i Danmark.

Undersøgelsen ‘Udfordringer og barrierer blandt LGBTI+ i idrætsforeninger’ fra Kulturministeriet viser, at mere end halvdelen af de transkønnede eller nonbinære, der har svaret, ikke har talt med nogen omkring deres kønsidentitet, når de har dyrket sport. 

Ifølge Pernille Løvengreen, så stemmer antallet af transkønnede i breddeidrætten ikke overens med resten af samfundet. 

”Der burde jo være flere transkønnede i breddeidrætten i Danmark,” siger hun.

Kritikken fra flere af dem, der stemte nej til DBU’s møde i Herning, går også på, om der skal laves regler for noget, der slet ikke er et problem. 

Men den køber Pernille Løvengreen strategikonsulent hos DIF ikke. 

“Det er fuldstændig irrelevant, om det drejer sig om to eller fire. Der skal bare være plads til dem. Hvis vi lykkes med det her, så lykkes vi med en helt anden bred inklusion på tværs,” siger hun. 

Fairness eller fællesskab?

Men det er ikke alle, der er enige i, at transkønnede kvinder i fodbold er en god ide. 

Mille Sørensen spiller til daglig fodbold i fodboldklubben VLI på Frederiksberg. Da der tidligere i år var afstemning i Herning, demonstrerede hun ude foran sammen med en flok andre kvinder og uddelte flyers. Med et klart budskab. Stem nej. 

Hun har ikke noget imod transkønnede, men hun ønsker ikke, at hun skal risikere at møde en transkønnet kvinde på fodboldbanen.

“Jeg ville blive rasende over det, og jeg vil nægte at spille simpelthen,” siger hun. 

Det er blandt andet hensynet til fairness og sikkerhed, der fylder. 

“Det er derfor vi har kvindekategorien. Det er så vi ikke skal spille mod folk, der er stærkere end os. Og hele fidusen med det går jo tabt, hvis man begynder at sige, at der er nogen biologiske mænd, der gerne må spille med,” siger hun. 

Derfor håber Mille Sørensen på, at de andre DBU-lokalunioner stemmer nej, når de senere i år skal tage stilling.

“Jeg er sikker på, at de kun vil stemme det igennem af god mening, men jeg tror ikke, de har tænkt igennem, hvilket signal, det sender til piger og kvinder,” siger Mille Sørensen. 

Olivia Collenette er i hormonbehandling. Hun mener, at hun siden starten er blevet svagere. 

“Jeg har ikke oplevet, at de andre kvinder ikke kan følge med mig, efter at jeg er startet i hormonbehandling,” siger hun. 

Hun kan godt forstå, at det er et issue i eliteidræt. Men i hendes tilfælde spiller hun i den dårligste kvinderække – nemlig serie 2.

“Når det bare handler om breddeidræt, så kan jeg ikke se, at det gør nogen forskel,” siger Olivia Collenette. 

For hende skal der være plads til alle i breddeidrætten.

Regnbueidræt blev redningen

Mens Olivia Collenette skiftede til et hold i breddeidrætten, som hun føler sig hjemme hos, så hun ikke behøvede at stoppe til fodbold. Så er der andre, der skifter til LGBTQ+ venlige foreninger.

Og med god grund. For dem, der dyrker eller har dyrket sport i en idrætsforening målrettet LGBTQ+ personer, er oplevelsen af inklusion i det sociale fællesskab væsentligt større end for dem, der dyrker sport i en traditionel forening. Ifølge undersøgelsen fra Kulturministeriet. 

En af dem, der trives bedre i regnbueidrætten, er Mattie Hansen. I to år har han hver mandag spillet badminton med andre LGBTQ+ personer i Aarhus Regnbue Idræt. 

Tidligere spillede han badminton ude i breddeidrætten. 

Men det var ikke en succes som transkønnet mand. På grund af en ubehagelige tone og kommentarer fra både holdkammerater og træner stoppede han. 

“Jeg fik mindre og mindre lyst til at tage afsted til træning,” siger Mattie Hansen. 

Da han senere flyttede til Aarhus og fik lyst til at starte til badminton, ledte han derfor slet ikke efter klubber i breddeidrætten. I stedet hørte han om Aarhus Regnbue Idræt gennem LGBTQ+ miljøet i Aarhus. Fællesskabet her er ikke noget, som han har lyst til at blive væk fra.

“Det er et fællesskab, hvor jeg bliver accepteret. Jeg bliver ikke udstillet for at være anderledes,” siger Mattie Hansen. 

Ifølge Reinhard Stelter er det naturligt, at man som transkønnet søger hen til de steder, hvor man møder ligesindede og bliver bekræftet, i den man er. 

“Man trives bedre i LGBTQ+ venlige foreninger, fordi man møder en socialaccept,” siger han. 

Hos Dansk Idrætsforbund er strategikonsulent Pernille Løvengreen glad for, at der eksisterer tilbud, hvor transkønnede føler sig inkluderet. Men anerkender også at breddeidrætten har et problem. 

“Jeg håber på, at flere og flere transkønnede i fremtiden nemt ville kunne gå ned i deres lokale forening i breddeidrætten og deltage her,” siger hun. 

I Aarhus Regnbue Idræt har de netop rundet 100 medlemmer. Forperson for Aarhus Regnbue Idræt, Dennis Jung Møller, har et bud på en af årsagerne.

“Jeg tror helt klart, at folk kommer til os på grund af de forhold som transkønnede ellers møder i breddeidrætten,” siger han.

I Tyskland er transkønnede kvinder velkommen

Hvis Olivia Collenette spillede fodbold lidt længere sydpå. Nærmere bestemt Tyskland. Så ville hun ikke behøve at have ondt i maven over, om hun nu får lov til at spille kamp. Hun ville slet ikke behøve at spørge modstanderen om lov til at stille op. 

For i Tyskland vedtog de tilbage i 2022, at transkønnede kvinder må spille fodbold på hold med kvinder – og kampe. Her er det ikke blot tale om en toårig forsøgsordning.

I Tyskland tog arbejdet med at inkludere transkønnede i sporten for alvor fat, da trænere, spillere og forældre henvendte sig, fordi de selv eller en de kendte gerne ville spille på det modsatte hold. 

Og hos det tyske fodboldforbund har de gode erfaringer med at inkludere transkønnede.

“Vi er bekendt med mange fodboldklubber, hvor de transkønnede kvinder er godt integreret. De spiller uden problemer i amatørligaerne,” siger Claudia Krobitzsch, der er senior manager for diversitet og inklusion i det tyske fodboldforbund.

I Tyskland behøver transkønnede fodboldspillere altså ikke nødvendigvis at skifte til LGBTQ+ venlige idrætsforeninger. For man har valgt at inkludere dem i breddefodbolden. 

“Det giver transkønnede muligheden for at blive set og at leve deres liv, som de vil, fordi de er et sted, hvor alle skal have ret til at spille fodbold, uanset hvilket køn de har”, siger hun.

Her mener de ikke, at den fysiske fordel, der er, betyder noget. For breddeidrætten handler om inklusion.

Tysklands Fodboldforbund har desuden fået henvendelser fra en del andre lande omkring deres erfaringer. Herunder Danmark. I forbindelse med DBU’s arbejde.

Og mens England i starten af maj i år valgte at transkønnede kvinder ikke må spille fodboldkampe i breddeidrætten, så har de på nuværende tidspunkt ingen planer om at rulle det tilbage i Tyskland.

De har fået henvendelser fra flere lande, der gerne vil høre om deres erfaringer. Det gælder blandt andet Belgien, Holland og Danmark. Og Claudia Krobitzsch har et godt råd til andre lande, som kan være bekymret omkring at give transkønnede kvinder mulighed for at spille kampe. 

“At indføre det kommer ikke uden udfordringer, men hvis I taler med folk, forklarer og uddanner dem, så står det ikke i vejen for en fair fodboldkamp,” siger Claudia Krobitzsch.

Tilbage på grønsværen til træning i Helsingør venter Olivia Collenette spændt på, hvad DBU Sjælland gør. Der er ingen tvivl om, at hun håber på, at de stemmer ja. 

“Det ville være fedt at vide, at jeg har reglerne på min side og må stille op til kamp,” siger hun, imens hun pakker de sidste orange kegler sammen fra dagens træning.